Jeg hader at flytte, specielt lejlighed. At pakke ting i kasser, og små kasser ned i større kasser og store kasser i en kassebil. Jeg gider det bare ikke rigtigt. Alligevel er det en forrygende mulighed for at rydde op, smide ud og grovsortere. Det jeg ved en flytning kan smide ud, slipper jeg nemlig for at pakke og flytte og pakke ud igen… Smart! Måske vi i Sct. Lukas IMU og MA kunne bruge at rydde lidt op…
Vi står i Sct. Lukas IMU og MA i en opbrudstid. Og selvom tingene flasker sig i vores retning, falder til ro og vores fremtid stadig ligger ligger i Krypten eller sognehuset, så har tingene ændret sig. Sct. Lukas IMU og MA har allerede ændret sig, og point of no return er passeret. Lad mig givet et par eller tre eksempler på de ændrede vilkår:
1) Jeg drager vist ikke forhastede konklusioner ved at sige at kirkens menighedsråd ikke vil os. Deres motivation for at have os i kirken har mere karakter af at være et fornuftsægteskab end egentlig kærlighed. Dertil kommer at centrale aktiviteter som Krypt, Moment og højmesserne får svære overlevelsesvilkår for fremtiden eftersom der ikke længere i kirken findes præster af samme eller tilnærmelsesvis samme teologiske overbevisning som vi ønsker. En kæp i hjulet i IMU’s og MA’s forsøg på at være kirke.
Det kan man selvfølgelig ærge sig over længe – hvilket allerede er blevet gjort - men man kan også se det som en kærkommen mulighed for at genfinde en stærkere identitet som kirke. Ja, vores selvforståelse er rystet. Specielt over ikke at være ønsket i kirken. Men en rystet identitet er kimen til en stærkere identitet, – hvis man tør gribe muligheden.
2) Et andet aspekt af de ændrede vilkår for vores fællesskab, er det, at tanken om sammenhæng mellem torsdagsfællesskab og gudstjenester er en kerneværdi blandt vore ledere. Det var den egentlige grund til at Sct. Lukas IMU overhovedet blev en realitet; tanken om helhed. Jeg ved at mange har en praksis i vore fællesskaber som slet ikke er knyttet til tanken om helhed: De går kun sjældent til gudstjeneste i Lukas (mig selv inklusiv), men bruger primært torsdags- og cellefællesskabet. Og er man af den opfattelse at en bevaring af Sct. Lukas IMU primært eller kun handler om en bevaring af torsdagsmøderne og cellerne, så går man galt i byen. Også selvom man kun selv bruger disse fællesskaber. Man må erkende og respektere at for mange i vores fællesskab – specielt blandt lederne – er tanken om helhed en særdeles central værdi for vores fællesskab. Og for flere er det måske endda den væsentligste årsag til at være engageret i Sct. Lukas IMU og MA. Fjerner man tanken om helhed fra vores fællesskab – som flere udtrykker, når de omtaler om Sct. Lukas IMU som kun torsdagsmøder – så fjerner man det drive og den energi, som er grundlaget for vores forening. Og det holder ikke…
3) En række MA’ere og IMU’ere har i forlængelse af ovennævnte allerede tilladt sig at kaste et par kritiske betragtninger på vores eller gode fællesskaber: Måske har vi brug for at slibe visionen og målsætningen? er blevet et bagvedliggende tema i mange samtaler. Og det er der i sig selv intet nyt i; det er sket mange gange i Lukas’ historie, at tingene er blevet taget op til revision og fornyelse. Det er et umuligt projekt at tysse denne samtale ned igen, og det tror jeg slet ikke vi skal. Vi kunne nemlig godt bruge en slibning af både vision og målsætning for fællesskabet.
På baggrund af disse tre ser det altså ualmindelig svært ud at fortsætte i det spor vi har været i i de forgangne år. Tingene har allerede ændret sig – men dog ikke i en umulig retning. Hvis nogen har mandsmod og erfaringerne i ryggen til at tage denne udfordring op, så er det vores ledelse og alle vi græsrødder (som allerede omtalt i indlæg Tilbageblik og fremsyn (#1))…
At vilkårene er ændrede for vores IMU og MA gør jo desværre ikke nødvendigvis situationen mere overskuelig, nej. Og derfor kan man nemt fyldes med tvivl og bekymring for fremtiden, hvilket mange også gør. Hvad gør man så i den situation? Ja, man kunne jo se hen til vores bestyrelse – vore ledere. De ledere som Gud har indsat for vores fællesskab. De gør et enormt (!!) benarbejde og træffer gode og velovervejede beslutninger. Vi skylder dem stor tillid. Meget stor tillid, endda…
Jeg startede dette indlæg med at tale om at flytte og rydde op. Lad mig slut af i samme dur: Eftersom vores fællesskab allerede er i opbrud og vilkårene har ændret sig, så lad os benytte lejligheden til at se os selv efter i skufferne og skabene. Se hvad der er godt ved fællesskabet, og se hvad vi kan undvære. Det vil jeg bruge mere krudt på i næste indlæg… (Og forhåbentlig bliver jeg lidt mere konkret som tidligere lovet)
Nye kommentarer