…stjerneklart

Kender du den her? Hvor mange århusianere skal der til at vende en stol en halv omgang? Se pointen sidst i indlægget…

Så blev bestyrelsernes anbefaling lagt åben: Vejen hedder menighedsdannelse! Nu lægger en tid foran os hvor vi så skal bestemme en profil til vores fællesskab – en om muligt mere spændende tid end den vi allerede har tilbagelagt.

Alt imens kloge hoveder finder profilen på vores menighed kan jeg da passende fortsætte min sporadiske kirke-fægten her på bloggen.

Jeg skrev i sidste indlæg: 1. Hvis vi vil forandring må vi tage det med ro! I dette indlæg prøver jeg med endnu en påstand:

2. Monologen i kirken skaber forventnings- og forandringsløse kirkegængere. Respons skaber forventningsfulde og forandringsvillige disciple.

Nok snak! Vi har brug for at leve et liv som disciple – hvor ukønt det end måtte være!

Personlig tilegnelse af mysteriet om Gudsriget og overbevisning i kaldet til at være discipel findes i det øjeblik vi begynder at respondere på kaldet. Længe nok har vi hørt hvad vi skal mene. Længe nok har vi pudset holdningerne af – er tiden ikke snart til at leve det ud?

Jeg undres indimellem over hvor lidt det flytter at lytte til en tale. Jo, der findes vel en håndfuld talere i Danmark som kan sætte vandene i bevægelse – men skyldes det ikke mest af alt at vore forventninger til taler-situationen er forkerte? Jo! Skrupforkerte, faktisk…

Samtidig forundres jeg over hvor meget det batter i det øjeblik der mellem to-tre kristne opstår fligen af sårbar og ærlig kommunikation. Det øjeblik hvor fasaden slår en sprække indtil hjertets ærlige overbevisning. Netop dér etablerer Guds kirke sig på jord – og grunden er lagt til forandring, vækst og kærlighed.

Helt ærligt: Jeg orker ikke at kigge andre kirkemedlemmer i nakken mere! Hvad skal der til før vi får vendt stolene 180 grader? Jeg orker faktisk heller ikke flere hold-kæft-hvor-går-det-godt-fællesskaber! Jesus har aldrig kaldt os til det.

Derimod længes jeg efter at dele liv med andre kristne – hvor ukønt det end måtte være! Leve liv, tage skridt på vejen mod et liv i efterfølgelse. Sværere er det ikke – og dog den største udfordring vi står overfor.

…og til pointen i den indledende joke: Jeg ved det ikke. Vi er 150. Det må simpelthen være nok!

Skt. Lukas Kirke i Kristeligt Dagblad…

“Vi har et fantastisk menighedsråd”, siger Karen Haugstrup.

http://www.kristendom.dk/artikel/296631:Menighedsraad–Succes-med-unge-i-menighedsraadet

Er det himmelsk ironi at ovenstående artikel går i trykken samme dag, som beslutningen offentliggøres om at vi forfølger muligheden for at danne valgmenighed? c”,)

Under åben himmel…

Ja, nu har jeg vist også holdt dén sommerferie! Så efter en lang pause klemmer jeg endnu et indlæg ud gennem fingrene. Jeg ved godt jeg lovede et andet indlæg i det sidste jeg skrev. Men eftersom de fleste har glemt eksistensen af denne blog, tillader jeg mig at gøre bruge af den frihed som er givet forfatteren.

Der er løbet meget vand gennem åen siden jeg skrev sidst. Selv har jeg fået vendt sagen forfra og bagfra et dusin gange – eller mere. Og jeg tror jeg selv har ændret opfattelse af hele projektet. Eller hvert fald fået det nuanceret en anelse. Her følger et par betænkninger…

1. Hvis vi vil forandring må vi tage det med ro!

En ny kirkestruktur er en voldsom konserverende størrelse. Med det mener jeg at en kirke i dens fulde organisation og struktur har en meget beskyttende effekt. Det er muligt at gemme sig i en kirke, at forblive upåvirket og uforandret – for i en kirke som vores kan man komme til mødet, sætte sig på sin flade og i øvrigt ikke gøre andet. Vores generation bliver proppet med information dagen lang i diverse medier, så vi har tillært os at kunne slå systemet fra. Hvorfor skulle vi så ikke også kunne ignorere en taler? Og netop her opstår det konserverende og beskyttende: Vi forbliver uforandret!

Nej, vi skal ikke ha’ så travlt med at genskabe det forum igen.

Ja, måske har nogen taget det mentale tag af vores kirke. Men prøv at kig op, se stjernerne, mærk den friske brise. Og spørg så Gud hvad han ønsker af dig? Se, vi bruger i øjeblikket ENORMT meget tid på at stille spørgsmål til Gud: Hvad skal vi? Hvem skal hvad? Hvor skal vi det? Hvordan og hvornår? Men jeg tror slet ikke Gud gider svare på det spørgsmål i øjeblikket. Jeg tror han er meget mere interesseret i at du svarer på det spørgsmål han har stillet dig: “Hvordan kan jeg være kirke i dig?” Det er altså et meget interessant spørgsmål! Hvordan kan Gud være kirke i dig?

Jeg ved ikke hvad du svarer på det spørgsmål. For mit vedkomne har jeg brug for at aflære en masse. Min tradition, forældre og kirke har indprentet et mønster og en væremåde som jeg simpelthen ikke tror er Guds vilje. At få øje på disse fejlfortolkninger af min måde at være kirke på, kræver lidt tid og tålmodighed. Men den største udfordring er at Gud helt sikkert ønsker at jeg skal forandre mig! Og forandring ta’r tid…

Så prøv dette: Stil dig ud under åben himmel – dag eller nat – og forhold dig til spørgsmålet fra Gud: “Hvordan kan jeg være kirke i dig?”

Har du spørgsmål eller kommentarer, så vær frimodig: Stil dem! Sig dem!

PS. Jeg faldt lige over et passende citat til dette indlæg:

The gospel says, “Go”, but our church buildings says, “Stay”. The gospel says, “Seek the lost”, but our churches say, “Let the lost seek the church”. Howard Snyder

3.000.000.000 (#3)

Omtrent så mange basepar danner tilsammen et menneske-dna. En temmelig imponerende kreation trods dens mikroskopiske størrelse. Faktisk er et dna ikke større end at det kan krølles sammen og puttes ind i hver en celle i alle kroppens celler - og så stadig være til at overse. Imponerende! Specielt fordi der i denne lillebitte og umiddelbare uimponerende konstruktion, ligger information nok til at udvikle og opretholde hele den menneskelige organisme. Dna’et sætter i den grad dagsordnen i din krop.

På samme vis kan man tale om at Sct. Lukas IMU og MA har et dna-materiale. Noget som ikke kan ses med det blotte øje, men som har kolosal indvirkning i vores måde at praktisere ideen om at være kirke.

I biologiens verden taler man desuden om to slags dna-stykker: Sense dna og nonsense dna. Lang historie kort: Noget dna forstår vi, andet er umiddelbart meningsløst, nonsens.

På samme vis i vore fællesskaber: Noget i vores fællesskab er vældig opbyggende og meningsfuldt. Det skal vi forsøge at fastholde (hvorend vi lander). Andet er mindre opbyggende og måske endda meningsløst. Det skal vi forsøge at vriste os løs fra (hvorend vi lander). Denne disciplin er vigtig: At identificere vores dna – både det gode og det dårlige. I skrivende stund ser det ud til at vi får en ny begyndelse på vores fællesskab, og ind i den sammenhæng kan vi bruge vores viden om sense dna og nonsense dna.

Derfor er samtaler enorm vigtig på det stadie vi er på, nu; samtalen om, hvad der er godt og hvad der er skidt i Sct. Lukas IMU og MA. Hvad det er vi skal sætte højt i vort fællesskab, og hvad det er vi godt kan undvære. Og nu bliver det måske lidt småfarligt. Fordi denne disciplin (at identificere godt og skidt dna) indebærer en (aktiv) stillingtagen; en stillingtagen som måske afslører uenighed. Og ja, det er den jeg nu vil tage fat på…

Men inden jeg når dertil, kunne det være godt at høre hvad du mener topper og flopper i IMU og MA. Nævn tre topper og én flopper ved Sct. Lukas IMU eller MA.

Flytterod! (#2)

Jeg hader at flytte, specielt lejlighed. At pakke ting i kasser, og små kasser ned i større kasser og store kasser i en kassebil. Jeg gider det bare ikke rigtigt. Alligevel er det en forrygende mulighed for at rydde op, smide ud og grovsortere. Det jeg ved en flytning kan smide ud, slipper jeg nemlig for at pakke og flytte og pakke ud igen… Smart! Måske vi i Sct. Lukas IMU og MA kunne bruge at rydde lidt op…

Vi står i Sct. Lukas IMU og MA i en opbrudstid. Og selvom tingene flasker sig i vores retning, falder til ro og vores fremtid stadig ligger ligger i Krypten eller sognehuset, så har tingene ændret sig. Sct. Lukas IMU og MA har allerede ændret sig, og point of no return er passeret. Lad mig givet et par eller tre eksempler på de ændrede vilkår:

1) Jeg drager vist ikke forhastede konklusioner ved at sige at kirkens menighedsråd ikke vil os. Deres motivation for at have os i kirken har mere karakter af at være et fornuftsægteskab end egentlig kærlighed. Dertil kommer at centrale aktiviteter som Krypt, Moment og højmesserne får svære overlevelsesvilkår for fremtiden eftersom der ikke længere i kirken findes præster af samme eller tilnærmelsesvis samme teologiske overbevisning som vi ønsker. En kæp i hjulet i IMU’s og MA’s forsøg på at være kirke.

Det kan man selvfølgelig ærge sig over længe – hvilket allerede er blevet gjort - men man kan også se det som en kærkommen mulighed for at genfinde en stærkere identitet som kirke. Ja, vores selvforståelse er rystet. Specielt over ikke at være ønsket i kirken. Men en rystet identitet er kimen til en stærkere identitet, – hvis man tør gribe muligheden.

2) Et andet aspekt af de ændrede vilkår for vores fællesskab, er det, at tanken om sammenhæng mellem torsdagsfællesskab og gudstjenester er en kerneværdi blandt vore ledere. Det var den egentlige grund til at Sct. Lukas IMU overhovedet blev en realitet; tanken om helhed. Jeg ved at mange har en praksis i vore fællesskaber som slet ikke er knyttet til tanken om helhed: De går kun sjældent til gudstjeneste i Lukas (mig selv inklusiv), men bruger primært torsdags- og cellefællesskabet. Og er man af den opfattelse at en bevaring af Sct. Lukas IMU primært eller kun handler om en bevaring af torsdagsmøderne og cellerne, så går man galt i byen. Også selvom man kun selv bruger disse fællesskaber. Man må erkende og respektere at for mange i vores fællesskab – specielt blandt lederne – er tanken om helhed en særdeles central værdi for vores fællesskab. Og for flere er det måske endda den væsentligste årsag til at være engageret i Sct. Lukas IMU og MA. Fjerner man tanken om helhed fra vores fællesskab – som flere udtrykker, når de omtaler om Sct. Lukas IMU som kun torsdagsmøder – så fjerner man det drive og den energi, som er grundlaget for vores forening. Og det holder ikke…

3) En række MA’ere og IMU’ere har i forlængelse af ovennævnte allerede tilladt sig at kaste et par kritiske betragtninger på vores eller gode fællesskaber: Måske har vi brug for at slibe visionen og målsætningen? er blevet et bagvedliggende tema i mange samtaler. Og det er der i sig selv intet nyt i; det er sket mange gange i Lukas’ historie, at tingene er blevet taget op til revision og fornyelse. Det er et umuligt projekt at tysse denne samtale ned igen, og det tror jeg slet ikke vi skal. Vi kunne nemlig godt bruge en slibning af både vision og målsætning for fællesskabet.

På baggrund af disse tre ser det altså ualmindelig svært ud at fortsætte i det spor vi har været i i de forgangne år. Tingene har allerede ændret sig – men dog ikke i en umulig retning. Hvis nogen har mandsmod og erfaringerne i ryggen til at tage denne udfordring op, så er det vores ledelse og alle vi græsrødder (som allerede omtalt i indlæg Tilbageblik og fremsyn (#1))…

At vilkårene er ændrede for vores IMU og MA gør jo desværre ikke nødvendigvis situationen mere overskuelig, nej. Og derfor kan man nemt fyldes med tvivl og bekymring for fremtiden, hvilket mange også gør. Hvad gør man så i den situation? Ja, man kunne jo se hen til vores bestyrelse – vore ledere. De ledere som Gud har indsat for vores fællesskab. De gør et enormt (!!) benarbejde og træffer gode og velovervejede beslutninger. Vi skylder dem stor tillid. Meget stor tillid, endda…

Jeg startede dette indlæg med at tale om at flytte og rydde op. Lad mig slut af i samme dur: Eftersom vores fællesskab allerede er i opbrud og vilkårene har ændret sig, så lad os benytte lejligheden til at se os selv efter i skufferne og skabene. Se hvad der er godt ved fællesskabet, og se hvad vi kan undvære. Det vil jeg bruge mere krudt på i næste indlæg… (Og forhåbentlig bliver jeg lidt mere konkret som tidligere lovet)

Tilbageblik og fremsyn… (#1)

I foråret 2000 forlod en lille flok IMU’ere nabosognets missionshus med idéen og visionen om skabe noget nyt. Med tanke på helhed og tro på folkekirkens muligheder, slog de sig ned i Sct. Lukas Kirke. Ét tag, én menighed – helhed! Sct. Lukas IMU blev født.

Siden gik det slag i slag: 10 – 15 – 30 – 50 – 100 – MA – 150 og til i dag, hvor små tohundreder er tilknyttet. Midt mellem det voksende antal IMU’ere – i 2002 – rykkede et par endda videre med nye visioner. Heraf blev bykirken en realitet.

Men andre projekter så også dagens lys gennem benhårde og visionære indsatser af Lukkere: En halvtidsvolontør blev vekslet til to af slagsen, og senere kom en fuldtidsansættelse i hus. Endda en dannet én med hele syv års forberedende kursus, netop for at kunne varetage en plads hos os. Vi kunne kalde ham Søren.

At ansætte Søren var Excellent! Hvilket i øvrigt også var en værdi i Sct. Lukas IMU gennem en årrække, altså Excellence. Det var en værdi for fællesskabet at gennemføre excellente aktiviteter, hvorfor det også lykkedes os at hæve baren for, hvad der er muligt for et IMU-fællesskab: Et fantastisk lovsangsband, et unik og gennemarbejdet program med tilhørerende layout i samme klasse. Og specialgudstjenesterne, Krypt og Moment, og ej at forglemme Intro – en fantastisk Ud-aktivitet.

Sct. Lukas IMU satte en ny standard! Det kan forståes som en hovmodig påstand – men heldigvis også blot være et ydre tegn på en for IMU ukendt tjenestevillighed og hengivenhed. Og således gør man klogt i at betragte det. Derfor har vi et stykke tid været landets største IMU-forening.

At være landets største IMU er vel i sig selv ingen ære. Men at tænke på med hvilken kraft vi har medudviklet et arrangement som JesusFest, og hvilket mesterligt aftryk vi fik sat på Event et år, gør dog én stolt! Og vi behøver ikke engang gå så langt tilbage: For ganske nyeligt havde cellen jeg er med i, besøg af en omstationeret ungdomskonsulent, som af IM-Danmark var sendt på dannelsesrejse til vores IMU-forening, for at blive klogere på vores cellekultur. Ikke for ingenting, men fordi vi kan et eller andet.

Og hvad er det så vi kan?  ku’ man spørge sig selv om. I virkeligheden er det mere interessant at spørge: Hvad er det så vi er?  Et lidt omfattende spørgsmål men dog enormt relevant i denne sammenhæng. Og jeg tror vi finder nogle svar på spørgsmålet i det allerede nævnte. Vi kan nemlig forstå vores fællesskabskultur eller fællesskabsdna ved at betragte vores historie, fordi det gennem vores 8-årige historie bliver kendt, hvad vi er. Og lad mig så drage den konklusion, jeg ærligt mener, vi kan drage…

Vi er i stand til at imødekomme den udfordring vi er blevet stillet overfor, fordi vi har en historie som nytænkende og omstillingsparate. Det var ikke en defensiv indstilling, som gjorde at Søren blev ansat. Det var ikke en dvælen ved gammelkendte former, som skabte grundlaget for Krypt og Moment. Det var ikke for ingenting at folk valfartede til vores kirke. Det ligger allerede dybt i os som fællesskab, at løse udfordringer kreativt og velovervejet. Vi har ressourcerne til det. Det er en del af vores dna.

Derfor giver det så meget mening at Gud vælger at sætte netop os i denne situation – og ikke en anden IMU-forening i Danmark. Nu må vi blot begribe at vi faktisk stadig er på Guds vej, selv om tingene kan synes anderledes.

Lad os derfor tale om fremtiden: Hvilke visioner har vi? Hvad vil vi se ske? 

Jeg drømmer om højaktuelle Gudstjenester som har relevans for både kirkevante og -fremmede. Jeg drømmer om at se kollegaer og klassekammerater komme til tro gennem det missionale fællesskab som supercellen er. Jeg drømmer om at mennesker i vores fællesskab må få en førstehåndsoplevelse af det lille cellefællesskab som et trygt og inkluderende fællesskab med plads til den enkelte.

Jeg vil senere på bloggen forsøge at komme omkring mine visioner for de tre fællesskaber: Gudstjenesterne, supercellen og cellen. Og jeg vil gerne forpligte mig på at blive helt konkret…

Allerbedste hilsner

Stefan